Den er nemt at forstå hvorfor at de unge sættes i en situation, hvor at næste stop på listen er et besøg hos lægen.
Vi har aldrig haft en generation, som mødes med så mange forventninger og som tidligt er under pres for at målrette deres undervisning så tidligt som på gymnasieniveauet efter nogle mål, der ligger 5-7 år ud i fremtiden. Ny lovgivning tvinger de unge til at konstant at holde sig i gang uden mulighed for at stoppe op og finde ud af hvad de vil med deres liv.
Man må stille sig spørgsmålet om det er rimeligt for et ungt menneske på 16-17 år at skulle kende sit fremtidige virke på dette stadie i den unges liv.
Men faktum er at et forkert valg af niveau i et fag eller en enkel dårlig karakter kan sende den unge helt ud af uddannelsessystemet.
Læsere på Fyn kunne læse historien om Chili Mollerup, der gik på efterskole og som gerne ville et år til Frankrig. En karakter skilte hende fra opholdet. Opholdet blev ikke til noget og det afslag kom så sent på afrejsen at det eneste alternativ som Odense kommune kunne tilbyde et ungt menneske som hende, der havde gået på en elite-efterskole med ambitioner om udlandsophold, var en speciel 10-klasse for skoletrætte børn. En løsning der ganske givet er god for børn med disse behov, men et fuldstændig spild og nærmest tragedie for en pige med ambitioner. Hun står nu som 16-årig overfor en fremtid, der byder på ufaglært arbejde og med lidt held måske en elevuddannelse i detailbranchen.
Det er ikke fordi at dette virke resten af livet ville være et dårligt valg, men det er ikke hendes valg af virke. Det er et hun er blevet tvunget ud i fordi at en afgørende karakter ikke var god nok. Hun står nu tilbage med spørgsmålet om det ikke havde været en god ide at dope sig til en bedre karakter.
Berlingske Tidende skriver at hundrede af unge vælge at gå til lægen for at de med mindre pres kan yde deres optimale. Rektorer osv. siger at man ikke kan skjule en akademisk mangel via medicin. Det er korrekt, men de glemmer en ting: Mennesker der lider af angst kan ikke præstere. På landets psykiatriske afdelinger vrimler det med mennesker, der er så invalideret af angst at de ikke kan bruge offentlige transportmidler, i ekstreme tilfælde kan de ikke forlade eget hjem uden hjælp fra familie og venner.
Der er forskellige grader af angst og her er eleverne så heldige at deres angst er forbundet med en given handling. De er velfungerende på alle andre områder. Det er den forskel der skiller dem fra den altomfavnende angst, der rettelig burde medføre at den anden gruppe burde tilbydes førtidspension.
Men er det OK at tage medicin, når det drejer sig om at behandle symptomer der kun opstår i forbindelse med en bestemt situation?
Nej, det er det ikke!
Problemet er at eleverne vil møde samme situation, når de skal holde foredrag, de skal holde salgsmøder og i øvrigt imødese altafgørende deadlines som en del af deres fremtidige virke. Ingen læge vil udskrive betablokkere over lang tid. De unge må søge væk fra den etablerede medicinalindustri hvis de ønsker at bestride jobfunktioner, hvor at de vil møde krav, der vil kræve medicinering for at de kan opfylde disse. Traditionelt har den ældre generation, der har mødt lignende problemstillinger løst udfordringen ved at indtage alkohol for at dulme nerverne. Noget tyder på at de unge generationer i stedet bruger forskellige former for illegale stoffer til at klare presset de møder i deres daglige arbejde.
Her har forældrene en pligt som dem i den unges liv der har livserfaring. De skal kunne se hvis deres barn ikke kan håndtere eksamensangst og trække barnet til side for en snak om fremtidsplaner.
Det værste der eksisterer, er hvis det pres som de unge føler fra deres bagland ikke er reelt. Hvis de unge tror at forældrene forventer at de skal søge et højtprofileret karrierevalg og forældrene kun ønsker at de unge skal vælge at beskæftige sig med noget de er glade for, så meld ud!
Man kan ikke opfordre forældre for meget til at undlade at lade deres barn udleve deres fulde potentiale, hvis de mentalt ikke kan klare de eksamenssituationer der kommer undervejs. Firkantet sagt: Hellere en McJob karriere end risiko for misbrug af medicin eller rusmidler.
Forældrene skal være realistiske. Der findes elementer som f.eks. den sociale arv, der gør det næsten umuligt at lave en vinderhest ud af et pakæsel. Forældrene må stille sig selv det spørgsmål om fundamentet er i orden. Har de over generationer etableret sig så meget i deres lokalsamfund, så barnet har ro omkring sig til at sætte af imod en stor karriere? Burde de ikke hjælpe barnet med at sigte lavere i forhold til mål i livet? Mod mål barnet kan opnå uden at denne skal presse sig selv.
Det tragiske er at I som er forældre er de eneste som reelt kan rådgive Jeres barn til at vælge en fremtid de psykiske ressourcer rækker til. Tænk på at studievejledere og skolerne er styret af taxameter ordninger. De bliver målt på deres evne til at presse eleverne igennem pensummet. Der er ikke overskud til at hjælpe de elever der ikke kan klare presset til at melde fra på en human måde, der vejleder dem på en måde så de ikke føler sig kasseret og som ikke får det til at føles som en nederlag de unge måske aldrig kan rejse sig fra.
Her er nogle korte råd:
- Vær realistisk. Kan du ikke klare en eksamenssituation nu, kan du heller ikke klare en lignende jobmæssig situation om 5, 10 eller 20 år.
- Der findes ikke noget som et dårligt liv, hvis man beskæftiger sig med noget man føler glæde ved.
- Man skal ikke absolut udfordre sig selv. Græsset er ikke ubetinget grønnere på den anden side.
- Hvis man ikke kan lide pres, så er det fint. Der er mange muligheder for at vælge et arbejde, som ikke kræver at man skal udfordres med et eksamenslignende pres.
Referencer:
Læger giver unge piller mod eksamensangst, Berlingske Tidende, 15. august 2010
Unge skal tvinges op af sofaen, af Dorrit Saietz, Politiken, 14. august 2010
For sent til 10. klasse, af Malene Birkelund, Fyens Stiftstidende, 13. august 2010
