Sunday, September 1, 2013

Tag altid studentereksamen - om ikke andet for titlens skyld

I den senere tid har der været en del kritik af at for mange vælger at gå på gymnasiet til skade for de mere fagligt orienterede ungdomsuddannelser. Faktisk har en række politikkere løftet muligheden for at indføre en decideret begrænsning for hvor mange der ud af en ungdomsårgang skal kunne gå gymnasievejen.

Der er grund til at advare imod at begrænse unges adgang til gymnasiet. God nok er der rigtig mange unge som slet ikke kan bruge deres afgangsbevis til noget som helst og så skifter retning i livet til enten ufaglært arbejde eller en erhvervsrettet uddannelse, men det kan få fatale konsekvenser for dem at springe gymnasiet over for at gå den direkte vej i stedet.

Højesteret afsagde i denne uge en dom som netop viser at det kan betale sig at tage en gymnasial uddannelse. En ung mand var blevet kvæstet i en trafikulykke og retten fandt at han ved fravalg af gymnasievejen også havde accepteret en lavere livtidsindtægt. Et liv som i forvejen var blevet ødelagt blev nu oven i købet nedvurderet på grund af et fejltrin som blev begået utilsigtet baseret på den unge mands interesse i et bestemt livsvirke.

Det er ikke op til os her på redaktionen at kritisere det danske retssystem og den jura som ligger bag. Vores mission er at rådgive unge så de får det maksimale ud af deres liv og her er rådet klart: Tag turen over gymnasiet. Brug tiden som en række sabatår indtil det står mere klart hvad fremtiden skal byde på.

For et er hvad juraen og domstolene dømmer fremtidsmulighederne til. Noget andet er hvad der venter i den anden ende. Det er ingen hemmelighed at landets politikkere satser på en senere tilbagetrækningsalder. Her skal de unge tænke grundigt over hvorvidt det fag de vælger at gå ind i kan virke nedslidende på deres helbred. Den strategi som Folketingets medlemmer har lagt motiverer ikke de unge til at tage chancer for det står stadigt mere klart at det sikkerhedsnet som kendetegner et velfærdssamfund er ved at blive fjernet til fordel for konkurrencesamfundets accepterede tab af menneskeskæbner.

Der er ingen grund til at råde de unge til at haste igennem en erhvervsuddannelse så de kan arbejde hårdt og ligge ned med en arbejdsskade når de er 60 år uden mulighed for at kunne blive pensionist til den tid. Tværtimod er der god grund til at rådgive de unge til at tage den med ro, gå gymnasievejen og så vælge den uddannelse der sikrer dem et liv uden de store udfordringer og fysisk nedslidende arbejde.

De unge står foran et vanskeligt valg når der tænkes uddannelse og vi andre overfor valg når vi skal tage stilling til hvem som skal sidde i Folketinget. Vi må spørge os selv om hvorvidt vi skal stemme på mennesker der vil begrænse vores børns mulighed for at vælge den uddannelse de har lyst til alt imens at vores børn tænker over hvad de vil med deres liv.


Kilde:
Handelsskoleelever får langt mindre i erstatning (Ekstra-Bladet)

No comments:

Post a Comment